Når belastninger begynder tidligt i livet

Når vi taler om traumer, er det også vigtigt at se på, hvornår i livet en belastning finder sted.

De første leveår er en særlig vigtig periode for hjernens udvikling. Barnets hjerne er ikke færdigudviklet, men formes gennem et komplekst samspil mellem medfødte forhold og de erfaringer, barnet gør sig i relation til sine omgivelser.

Allerede fra graviditeten og gennem de første leveår udvikles de systemer, som blandt andet har betydning for stress, følelsesregulering, hukommelse og vores evne til at skabe relationer.

Det betyder ikke, at et barn automatisk får et traume, fordi det oplever stress eller noget svært.

Stress er en naturlig del af livet og også en del af normal udvikling.

Det afgørende er blandt andet intensiteten, varigheden og gentagelsen af belastningen – og om barnet har en tryg og regulerende voksen omkring sig.

Et barn, der bliver bange, har brug for en voksen, der kan hjælpe barnet tilbage til ro.

Den voksne kan på en måde “låne barnet sit nervesystem”:

”Du er bange – jeg er her. Jeg passer på dig. Du er i sikkerhed.”

Gennem mange gentagne erfaringer lærer barnet gradvist at regulere sig selv.

Men hvis et lille barn gentagne gange oplever stærk utryghed, vold, omsorgssvigt, kaos eller uforudsigelighed uden at have en stabil voksen, der kan hjælpe med at regulere stressreaktionen, kan belastningen blive mere gennemgribende.

Forskningen beskriver blandt andet dette som toxic stress – en stærk eller langvarig aktivering af kroppens stresssystem uden tilstrækkelig beskyttelse og støtte. Sådanne belastninger kan påvirke udviklingen af hjernens netværk og kroppens stressregulering.

Det lille barn kan ikke forstå sin situation på samme måde som en voksen.

Et barn tænker ikke nødvendigvis:

”Mor eller far har det svært lige nu og kan ikke rigtig være der for mig.”

Barnet oplever i stedet måske:

• ”Jeg er alene.”
• ”Jeg er ikke tryg.”
• ”Jeg skal passe på.”
• ”Jeg må hellere være stille.”
• ”Jeg skal mærke, hvordan de andre har det, før jeg viser, hvad jeg selv har brug for.”

Sådanne erfaringer kan være med til at forme barnets forventninger til sig selv, andre mennesker og verden.

Det kan også påvirke, hvordan barnet lærer at håndtere stress og følelser.

Forskning i tidlig modgang viser blandt andet sammenhænge mellem belastninger tidligt i livet og senere udvikling af systemer, der er involveret i stressregulering, følelsesmæssig bearbejdning og kognitive funktioner.

Det er dog vigtigt at understrege, at tidlige belastninger ikke bestemmer vores fremtid.

Hjernen er plastisk, og udvikling fortsætter gennem hele livet. Trygge relationer, støtte, behandling og nye erfaringer kan være med til at ændre vores måde at reagere på.

Vi ved også, at udviklingen af hjernen og kroppens stresssystem begynder før fødslen.

Der forskes blandt andet i, hvordan forhold under graviditeten – herunder alvorlig og vedvarende stress hos moderen – kan påvirke fosterets udvikling.

Vi kan ikke sige, at et foster får et psykisk traume på samme måde, som vi taler om et traume hos et barn eller en voksen.

Det mere videnskabeligt holdbare er at sige, at prænatal stress og andre forhold under graviditeten kan påvirke udviklingen af biologiske systemer, som senere har betydning for stressregulering og udvikling.

Så når vi taler om, at noget kan have rødder meget tidligt i livet, handler det ikke nødvendigvis om, at vi kan finde én bestemt hændelse.

Det kan være et mønster af erfaringer.

Et barn, der igen og igen oplever utryghed, uforudsigelighed eller manglende følelsesmæssig afstemning, kan udvikle strategier, der hjælper barnet med at navigere i den verden, det befinder sig i.

Og de strategier kan have været meget intelligente og nødvendige dengang.

Men senere i livet kan de blive mindre hensigtsmæssige.

Hvad viser forskningen?

Forskning i tidlige belastninger, også kaldet adverse childhood experiences (ACE), viser sammenhænge mellem belastende oplevelser i barndommen og en øget risiko for senere fysiske og psykiske helbredsproblemer. Det kan blandt andet dreje sig om angst, depression og vanskeligheder med stressregulering. Det er dog vigtigt at understrege, at der er tale om øget risiko – ikke om en uundgåelig udvikling.

Forskning i toxic stress peger desuden på, at stærk eller langvarig aktivering af kroppens stresssystem uden tilstrækkelig støtte kan påvirke udviklingen af hjernens netværk og andre biologiske systemer. Trygge og stabile relationer kan have en beskyttende virkning og hjælpe barnet med at håndtere belastninger.

Samtidig ved vi, at hjernen er plastisk. Den kan ændre sig som følge af erfaringer og læring gennem hele livet. Tidlige belastninger kan derfor få betydning uden at fastlægge vores fremtid. Nye erfaringer, støttende relationer og relevant behandling kan bidrage til udvikling og forandring.

Det kan for eksempel vise sig ved, at vi:

• har svært ved at sige nej, fordi vi er bange for at skuffe andre.
• hele tiden mærker efter, hvordan andre har det, og tilsidesætter vores egne behov.
• forsøger at gøre alting perfekt for at undgå kritik eller følelsen af ikke at være god nok.
• trækker os fra konflikter, selv når noget er vigtigt for os at få sagt.
• har svært ved at slappe af, fordi vi føler, at vi hele tiden skal være på forkant.
• bliver urolige, når andre trækker sig eller ikke svarer, fordi afstand kan føles som tegn på, at noget er galt.

Sådanne reaktioner kan have mange forskellige årsager. Men nogle gange kan de være spor af strategier, vi tidligt har lært at bruge for at bevare tryghed, tilknytning eller følelsen af at høre til.

Det er derfor, jeg synes, det er interessant at spørge:

Er der noget, du gør i dag, som engang hjalp dig med at føle dig tryg?

Når vi begynder at forstå, hvorfor vi reagerer, som vi gør, kan vi også møde os selv med større forståelse og mindre selvkritik.

Måske har vi i mange år forsøgt at være stærke, tilpasse os andre eller holde styr på alting. Måske har vi bebrejdet os selv, at vi bekymrer os for meget, har svært ved at sige fra eller reagerer stærkt i bestemte situationer.

Men det, vi i dag oplever som begrænsninger, kan være strategier, der engang hjalp os med at håndtere en vanskelig situation.

Vi behøver ikke bebrejde os selv for de strategier, vi har udviklet. Men vi kan undersøge, om vi stadig har brug for dem.

Forandring handler ikke om at finde nogen at give skylden eller om at lede efter én bestemt forklaring på alt, hvad vi oplever. Det handler om gradvist at forstå vores reaktioner, skabe større tryghed i os selv og få nye erfaringer med, at vi kan handle anderledes.

Det er muligt at udvikle nye måder at være i relationer på, sætte grænser og møde livets udfordringer med større ro.

Nogle gange begynder forandringen med et enkelt spørgsmål:

Hvad har jeg lært at gøre for at føle mig tryg – og hvad har jeg brug for i dag?

Hvis du kan genkende nogle af disse reaktioner hos dig selv og ønsker at forstå dem bedre, kan traumeterapi være en mulighed for at undersøge dem i et trygt tempo.

Klik på “Læs mere om traumeterapi”, og hvordan du kan arbejde med de reaktioner og mønstre, der påvirker din hverdag.

Forskningskilder til bunden af blogindlægget

1. Harvard University – toxic stress og hjernens udvikling

National Scientific Council on the Developing Child. Excessive Stress Disrupts the Architecture of the Developing Brain.

Forklarer, hvordan langvarig stress kan påvirke den udviklende hjerne, og hvilken betydning støttende voksne har.

Læs forskningsrapporten (PDF)

2. Centers for Disease Control and Prevention (CDC) – belastende oplevelser i barndommen

About Adverse Childhood Experiences (ACEs).

Giver et overblik over sammenhænge mellem belastninger i barndommen, senere helbred og stressrelaterede biologiske processer.

Læs CDC’s oversigt

3. Harvard University – relationer, modstandskraft og udvikling

Three Principles to Improve Outcomes for Children and Families.

Beskriver betydningen af trygge relationer, hjernens udvikling og mulighederne for at styrke modstandskraft gennem nye erfaringer.

Læs rapporten